Portrætter og selvportrætter fra kunsthistorien – Billedskolens udvalg og fortællinger.

Hexe har valgt et portræt af den amerikanske fotograf Alec Soth:

Et portræt af den amerikanske fotograf Alec Soth (1969)

”Charles, Vasa, Minnesota (2002)”

Fotoet indgår i projektet ”Sleeping by the Mississippi,  udgivet som bog 2004

Alec Soth (udtales som both på engelsk) projekter tager ofte afsæt i roadtrips og viser det amerikanske landskab og de mennesker han bliver betaget af. Han arbejder med et stort kamera på stativ.

Alec Soth´s værker rører mig. Hans roadtrips er åbne undersøgende. Hans billeder er i al deres enkelhed smukke og viser mennesker der ofte ellers ikke bliver set.Lidt ved siden af de steder man kender bedst.

Charles , Vasa , Minnesota er et portræt af en fyr i arbejdstøj, på taget af et ”hus”, midt om vinteren i Minesota. Charles har sine modelfly i hænderne og en tydelig begejstring i blikket bag brillerne. Det er et menneske med en passion, som han her får opmærksomhed på udefra.Han er på sin egen scene. Ingen dikkedarer. Enkel komposition med rolige linier og fine farver.

Inger har valgt et selvportræt af Rembrandt van Rijn:

Rembrandt van Rijn (1606-1669) har udført dette selvportræt i 1630 og det hedder “Selvportræt med forbavset (overrasket) blik”. Det måler 51 x 46 mm. Selvportrættet er udført som en ætsning. Det er en grafisk teknik inden for dybtryk, hvor man ridser i en metalplade, sandsynligvis kobber. Metalpladen er først bemalet med en ætsegrund, og derefter ridser man i pladen med en radernål. Derefter ætses pladen og trykkes.

Rembrandt udførte mange portrætter af andre både som malerier og som raderinger. Det var oftest bestillingsarbejde. Kendte mennesker ville gerne portrætteres og på den måde manifestere deres eksistens. Portrætter på den tid i 1600- tallet udtrykte ikke specielt nogen følelser, men blot personen iført fine klæder siddende i symboliserende rum. Der kunne være figurer på billedet, for eksempel en hund, der symboliserer trofasthed overfor personens magt. Dog var det lidt specielt med de hollandske og flamske malere. De brugte lyset i billedet på en anderledes måde. Det var ikke hele den portrætterede, der stod midt i lyset. Lyset  kom fra andre vinkler, fra vinduet eller fra en dør, og den portrætteredes kind eller pande var i lyset. På den måde blev udtrykket mere underfundigt og poetisk i al sin storhed.

Det specielle ved dette selvportræt er, at det direkte udtrykker en følelse – det at være overrasket. Det er det menneskelige, der er i spil, og det kan jeg ikke stå for! Jeg så raderingen første gang for mange år siden på Rembrandtmuseet i Amsterdam, og det var en stor oplevelse. Længe kiggede jeg på det, så alle linjerne, skraveringerne, lyset, der kommer ind fra siden og selve det kompositoriske. Portrættet er ikke centralt sat på billedfladen, men lidt højt. Man ser ikke hele kasketten. Jakken er kun optegnet med enkelte linjer og indgår i den lyse flade. Rembrandt læner sig ligesom lidt tilbage. På den måde forstærkes udtrykket. Det er udtrykket i ansigtet, der er vigtigt. Det følsomme – det menneskelige. Og Rembrandt kendte naturligvis sine værktøjer – linjer og flader, lys, skygge og skravering, billedflade og billedkomposition m.m. for at få udtrykket frem!

Selvportrættet er et fantastisk redskab i undervisningen til at fortælle om linjer og flader, lys og skygge, billedflade og billedkomposition. Det er lige gyldigt om der arbejdes med tegning, grafik eller maleri.

Inde i mit hoved er selvportrættet af Rembrandt meget stort, men i virkeligheden er det lidt mindre end en tændstikæske. Et mesterværk!

Inger Winther

Anders har valgt et værk af Cindy Sherman:

Cindy Sherman (f.1954) er amerikansk fotograf og kunstner. Hun slog igennem på kunstscenen i 1977 med fotoserien UNTITLED FILM STILLS, hvor hun afbilleder sig selv i forskellige roller og selv om billedet er fra 1977, er det stadigvæk at betegne som et samtidskunstværk.
Jeg synes, at Shermans portræt er interessant af flere grunde, bl.a. fordi hun bevidst leger med identitet og selviscenesættelse som begreber og udstiller forhold omkring selviscenesættelsen, der rummer både aspekter af at kunne optræde som en anden, at ville optræde som en anden og skulle optræde som en anden. Man kan tale sammen på holdet om identitet, når vi poserer på billeder; for hvornår gør vi det for vores egen skyld? (for sjov, for at afprøve os selv i forskellige roller, at lege med identiteten) og hvornår gør vi det for andres skyld? og hvorfor har vi et ønske om at fremstå på en særlig måde? (gruppepres, normalitetskrav eller andet?)

Lise har valgt billedet: Portræt af digteren Holger Drachmann i Skagens Plantage

P.S. Krøyer  (1851–1909)

Billedet hænger på den Hirschsprungske Samling og er en af de mange skitser han købte i sin samtid.Det var meget udsædvanligt at købe skitser, men det var noget han gjorde, simpelthen af pladsmangel.Måske har han også øjnet den frihed og og lethed i penselstrøgene og det fantastiske lys, som også jeg elsker, især i dette lille billede. De fleste der tegner kender det der med at skitsen ofte bliver bedre, der er simpelthen bedre hul igennem , fordi der ikke er de store forventninger, der spænder ben.

I løbet af 1800-tallet blev friluftsmaleriet en selvstændig kunstnerisk praksis, og i 1870’erne blev de franske impressionister kendt for spontane skitser efter naturen. Rejseaktivitet var et vigtigt element i den kunstneriske dannelsesproces i 1800-tallets sidste årtier herhjemme og som Heinrich Hirschsprung i kraft af sin mæcenvirksomhed var med til at fremme. Kunstnerne i Skagen understøttede hinanden ved at male portrætter af hinanden, enkeltvis og som gruppe og slog på denne måde kunstnerkolonien og den enkeltes betydning fast. Det sociale samvær gav mulighed for udveksling af idéer og for fastholdelse af det skønne kunstnerliv. Iagttagelsen af kollegerne og deres værker virkede ansporende for den enkelte kunstner. Især Krøyer havde kunstnernes fællesskab som tema.

Annemarie har valgt et værk af den tyske kunstner Daniel Richter

Uden Titel 2011- litografi af Daniel Richter (235 x 172 cm)

Jeg har valgt værket “Uden Titel” af kunstneren Daniel Richter (f. 1962).
Første gang jeg så dette motiv var det som et 2 x 3 m stort maleri på Louisiana. Det var overvældende at stå foran/midt i det store fremmedartede landskab og lige overfor “frontfiguren” i en lang karavane. Maleriet hed “Army of traitors” (“Forrædernes hær”).
Litografiet har ingen titel. Det kan jeg godt lide, så kan man selv gå på opdagelse i billedet og se/gætte/associere….hér er hvad jeg ser/tænker når jeg kigger på billedet:

• En mand (?) der leder en flok mennesker i retning af hvor jeg står.
• Manden er tilhyllet så man kun kan se hans øjne. Han har nok et tørklæde om hovedet for ikke at få sand i øjnene…på den anden side: det kunne også ligne dykkerbriller.
• Når man først ser ham ser han ret “powerfull” ud. Men der er samtidigt noget forvirret og skrøbeligt ved hans blik.
• Han er godt pakket ind bortset fra fødderne. Man kan næste mærke hvordan det må være at bevæge sig gennem det landskab uden sko på.
• Bag ham er en mand med et “smiley-agtigt” ansigt. Er han glad og flink ? Eller…?
• Landskabet er ligesom delt i tre: Det bageste er et voldsomt klippelandskab, der med sine urolige, markante streger omkranser mandens hoved (måske for at illustrere mandens sindstilstand ? Eller understrege sårbarhed ?).
• Midterst er den flade stenede slette (som det må have taget lang tid at vandre over) og forrest er noget klippeagtigt.
  Er de ved at sætte foden på nyt land ? Og er det et flag mand nr 2 har under armen ? Eller er det et våben ? Eller en guitar ?

…det er et billede som umiddelbart er meget enkelt, men som jeg synes man kan gå på opdagelse i…..god fornøjelse !

Ditte har valgt dette portræt:

Henri Matisse: (1869-1954)

Portræt af Madame Matisse. Den grønne stribe, 1905 (40,5 x 32,5 cm)
Henri Matisse er en kunstner i verdensklasse, og hans værk: Portræt af Madame Matisse Den grønne stribe af hustruen Amélie Matisse er et hovedværk i det 20. århundredes portrætkunst og det hænger på Statens Museum for Kunst i København.
Værket viser, hvordan et billede med ganske enkle virkemidler kan få meget stor udtrykskraft. Især de stærke farvekontraster, som er kendetegnende for Matisses billeder, er med til at give det lille maleri sin store visuelle kraft.
Jeg synes at maleriet er et godt eksempel på, hvordan man kan eksperimentere med et portræt. Det illustrerer, hvordan man kan manipulere med farver og former, hvordan man iscenesætter en person, og også hvad man ikke fortæller om personen. Den grønne stribe, er jo ikke en naturalistisk gengivelse af hustruen. Jeg ser det mere som et forsøg på at formidle en indre oplevelse hos kunstneren. Han deler ansigtet op i to halvdele, en kold og en varm, som er med til at give en fladevirkning og en struktur, der gør portrættet maskeagtigt og meget abstrakt. Et fabelagtigt portræt som mange kender.

Katrine har valgt et PORTRÆT malet af den nulevende tyske kunstner Christoph Ruckhäberle, født i 1972.

Jeg har valgt at vise Jer dette portræt malet af C.R., fordi jeg synes det er interessant af flere grunde. For det første kan det både forestille en mand og en kvinde. Håret er skulderlang, men betyder det at vi har med en pige eller kvinde at gøre? – drenge kan og har også langt hår, ligesom piger kan have kort hår.
Hvilket køn tror du det forestiller?

Dernæst er det interessant om ansigtet viser glæde eller er frygt eller noget helt tredje. Hvilket humør tror du at maleren vil udtrykke?

Det ligner ikke en mund, næse og øjne, som vi vandt til at se dem. Der er leget med formerne og de fremstå meget grafiske og enkle. Selv øjnene ligner ikke den form, som vi normalt ser et øje.Former sat sammen på den måde danner et ansigt. Er det bløde eller kantede former eller en begge slags? Gør det noget ved ansigtet?

Farverne er meget klare og rene. Det kunne ligne at portrættet var klippet ud i papir (collage) eller trykt, da vi kan ikke umiddelbart kan ane penselstrøg. Farverne er også afgørende for vores opfattelse af stemningen i dette portræt. Er det lyse eller mørke farver? Gør farver noget for din opfattelse af portrættet?

Jeg kan personlig godt lide portrættet her, fordi der ikke er malet alt mulig unødvendigt. Alt i ansigtet samt håret er reduceret til en form, der har en farve. Det bliver meget tegneserieagtigt, at tænke personer, figurer og dyr ind som former med farver, og dermed let aflæselige for en beskuer.
Kan du lige portrættet?

Mette har valgt et portræt af den nulevende tjekkiske kunstner Josef Bolf. Født 1972.

2017. (Tittel og format ukendt).

Bolf værker handler om at være menneske, der er angst, melankoli, undergang og absurditet i billederne og ofte inddrages barndommens drømmeunivers. Det ses at kunstneren er født og opvokset i Prag, man ser detaljer fra byens arkitektur, ikke den velkendte smukke del, men forstædernes boligblokke danner ofte kulisse for personer som nogle gange er halvt dyr halvt menneske. I mange af billederne kæmper elementer af by og natur om opmærksomheden. Billederne er malede i acryl eller olie, tegnede elementer indgår og enkle grafiske elementer blander sig med malede flader i et tegneserieagtigt udtryk. Han benytter sig af blandede teknikker og arbejder bla. i oliefarver bemalet med tush hvori han skraber motiver frem.

Jeg har valgt et portræt af en dreng som er placeret foran en mørk række træer. Han har en maske på som ligner en rævesnude og er klædt i skjorte og vest. Billedet er malet i olie og har en flygtig karakter med hurtige strøg der får træer, himmel og drengen til at løbe sammen. Drengen er dertil tegnet med hurtige penselstrøg og skiller sig ud fra baggrunden som består af malede flader. Varme og kolde farver er også brugt til at danne forgrund og baggrund. Han ser ikke noget bestemt sted hen og der er en melankolsk stemning i billedet. Man spørger sig selv om kunstneren har malet en bestemt dreng, eller en opdigtet person brugt til at beskrive en stemning.  Er skoven uhyggelig, eller er det verdenen udenfor der er det?

Mim har valgt David Hockney, selv portræt – Photo-collage

David Hockney (f. 9 juli 1937) er en Britisk Kunstner, som har været og blive ved med at inspirere mig. Han har selv arbejdet rigtig meget med portrætter og selvportrætter og lavet mange portrætter af både sig selv og andre, men har også studeret portrætkunsten og dens udvikling igennem hele kunsthistorien.

Jeg har valgt dette selvportræt, som er en af hans Photo-collager, fordi dette værk har betydet rigtig meget for mig. Denne måde at arbejde med dekonstruktion af billedet, har åbnet op for så mange mulige måder at arbejde på, oplever jeg.

Hockney begyndte at laver Photo collager i 80erne for at kommer tættere på det at lave billeder efter hvordan vi ser verden i virkeligheden igennem vores egne øjnene, som er konstant i bevægelse, og hvor vi oplever vores omgivelse ude fra flere forskellige vinkler og med mange perspektiver – ikke fra et fastlåst punkt med kun et perspektiv.