Billedskolen i Tvillingehallens farve-konkurrence  FANG FARVEN!  – er afsluttet. Vi har har tre vindere, så STORT tillykke til eleverne fra Skolen på Islands Brygge, 4.c + 4.d fra Utterslev Skole og eleverne fra Randersgade Skole. Tusind tak til alle for jeres deltagelse. Jeres tegninger vakte glæde her på Billedskolen og vi synes, at det var dejligt at se, hvordan I har arbejdet med opgaverne ude på skolerne. Nu kan I (jeres lærer) hente et akvarelsæt med pensler her på Billedskolen og så håber vi at I kan arbejde videre med farver og lave endnu flere sjove og interessante billeder.

Et udvalg af tegninger fra konkurrencen kan også ses på henholdsvis Instagram og facebook

På Billedskolen lærer man at tegne grimt. Man forsøger at lykkes med ubrugelige materialer, og bruger alt for lang tid på trivielle tegneøvelser for at finde det, underviserne kalder for den personlige streg. Man lærer også, at det er okay ikke at producere, at alle har dårlige dage, der så går med at tegne akavede kruseduller.
På Billedskolen lærer man, at alle ens kreationer har værdi. At dine tegninger eller malerier sætter andres og ens egne følelser i gang. Billedkunsten udvikler sig langsomt, som et sprog du ikke før kunne tale – som du nu taler med ligesindede tegnegale og med kompetente undervisere, som der giver dig råd, og lærer dig at udvikle sproget i dit eget tempo.

Selv er jeg tidligere elev på Billedskolen i Tvillingehallen gennem mange år, fra dengang mine forældre var så heldige at få mig ind på et hold. Fyldt med både ærefrygt og præstationsangst starter man på en skole, hvor du kan være sikker på ikke at kunne, eller skulle perfektionere tingene, som du ønsker dem hver gang. Jeg opdagede også hurtigt, at det selvfølgelig slet ikke var dét, det handlede om i sidste ende.

Billedskolen i Tvillingehallen er en institution under Københavns Kommune, som i nu 30 år har rummet elever fra folkeskole- og gymnasieklasser i København. Fra elever i 1. klasser med ærmerne begravet i malerpaletten, til de mere erfarne kursister og croquister som ønsker at udvikle deres kunst til et højere niveau. Der er ugentlige fritidshold og der er projekter for skoleklasser, hvis arbejder flettes sammen i jævnlige udstillinger inden- og udenfor skolens matrikel.
Dette med at give børnene en fælles autoritet ved at give dem lov til at dekorere vægge i det offentlige rum eller få meterhøje skulpturer til at hænge frit inde på skolen, skaber rum for en ny slags dannelse. En taktil og autonom indgang til kunsten, som ikke blot er for æstetikkens skyld, men for dramaets, relationernes og undringens skyld.

Jeg har selv været indsvøbt i billedkunstens varme hule, foroverbøjet og fordybet, på projekter som jeg stadig husker tydeligt i dag, tydeligere end nogen matematikopgave. Som forårspraktikant har jeg fået mulighed for at efterrationalisere over de overvejelser og forberedelser underviseren har lagt for dagen. Jeg har genopdaget, hvor udfordrende det kan være, at blande en god violet, og hvor nemt det kan gøres at facilitere en kæmpe-mandala-workshop ud fra personlige tanker og følelser.
Netop det at slippe følelserne løs i diverse medier og materialer viser sig, at være en af kernekompetencerne Billedskolens undervisere kan fordre. Billedkunsten handler, ligesom musik og teater, netop også om at udvikle empati, medfølelse og at kunne kommunikere på tværs af sprog og rationalitet. De kreative fag er ikke blot sjov og ballade, men en ny vej til at opbygge et moralsk kompas, give liv til en hungrende fantasi og lære om ens egen og andres kulturer, som de også skriver i Unesco’s ”Road Map for Arts Education” om hvorfor kunstskoler skal have deres eksistensberettigelse.

Billedskolen er et fristed, et ’være i nuet’-rum, et overvejelsernes og fordybelsens rum. Det fungerer på én og samme tid som åbent og lukket rum. Der gives både plads til lysfest med musik og cykellygteblink en onsdag aften på et af de ’store’ hold, men samtidig også kontemplation og tænkepause i et sofahjørne med øjnene fixeret på en af de mange kunstbøger. At være i et åbent, kreativt landskab kan for nogen måske lyde intimiderende og støjudfordrende, men når man er i gang i værkstedet, opleves det modsatte.
Man realiserer ikke altid det, man sætter sig for i hovedet. Denne afvigelse fra planen bliver accepteret snarere end set på som ildeset. Nogle gange blander farverne sig selv, som i et stadie mellem det bevidste og ubevidste.

Temaet om farver, som har kørt i foråret 2020 som pejlemærke for holdenes projekter, peger hen mod et sted, hvor alle er ligestillet og kommer fra samme udgangspunkt – man kan i hvert fald umiddelbart tro, at vi alle ser farver ens. Men det er også et kulturelt tema, som peger på alt fra ordspil, kønsdebatter samt fortolkninger og normer.
Farvetemaet lægger op til undersøgelse gennem intuition, leg og personlig smag. Gennemgående har jeg på holdene oplevet, at man får et fagligt afsæt i hvad man plejer at gøre, som man kan vælge at støtte sig op til, men også, at man på de større hold, kan rive sig fri og vende op og ned på den faste opgaver. Som holdets elever bliver ældre og ældre, tilpasses kravene til den enkelte elev, alt efter hvem de er som personer. Der stilles krav til selvstændighed, men gives også små puf tilpasset den enkeltes behov og temperament.

Jeg bliver i virkeligheden sjældent selv tilfreds med resultatet af mit eget arbejde. Jeg tegner ofte grimt, men i det praktiske arbejde med kunst, og ikke mindst i samspil med andre, er jeg ved at forstå, at processen er mindst ligeså givende som det endelige resultat. At netop det at tvivle, fejle og tvivle igen, er det som driver værket. At en meningsfuld proces står foran ethvert vellykket kunstprojekt, og at de små bump på vejen, gør den meget mere charmerende og måske mere betydningsfuld i sidste ende.
Det mest rørende og vedkommende kunst er ofte den, som rummer en vis usikkerhed, laver sprækker i det perfekte – det som kan få andre til at forstå den følelse, du havde i præcis det øjeblik, udtrykt igennem den personlige streg og uforudsete farvekombinationer!

Billedskolen har for mig altid været et sted, hvor det var accepteret at være utilfreds, sårbar og endeligt stolt, når det hele lykkes og går op i en højere enhed.
Igennem billedkunsten lærer vi et kreativt sprog til at forstå hinanden, og os selv, på tværs af alder, køn og nationalitet. Billedskolens rummelighed over for alle kreative børn og unge inspirerer til, at blande nye farver som en vej væk fra en kultur, hvor alt skal systematiseres og bedømmes. De sene aftener i de åbne, hvide lokaler i Kødbyen, har for os kreative sjæle været, og er stadig, en smutvej til et sted for fordybelse, hvor det ikke altid handler om at være tilfreds eller opfylde andres krav og mål, men at kunne være en del af noget vigtigere, befriende større.

VELKOMMEN TIL DEN VIRTUELLE UDSTILLING

Se et samlet galleri af alle holdenes værker her:

• KLIK PÅ LINK

Eller klik på dit hold nr her for at se dit eget og de andre på holdets værker her.

Klik på dit hold nr.

• MANDAG – 10 – 11 – 12 – 13 – 14 – 15 – 16 – 17 – 19
• TIRSDAG – 21 – 22 – 23 – 24 – 25 – 26 – 27 – 28
• ONSDAG – 31 – 32 – 33 – 34 – 35 – 36
• TORSDAG – 41 – 42 – 43 – 44 – 45 – 46 – 47
• FREDAG – 51 – 52 – 53 – 54 – 55

Pga. De sidste ugers nedlukning er det desværre ikke alle værker som nåede at blive færdige.

Se en lille video af værkerne her

https://youtu.be/OrzEW10QqQc

Lichtenbergs farvelaboratorium

Interview af Kamma A. L. Madsen
Praktikant på Billedskolen i Tvillingehallen/ foråret 2020.

Anne-Mette Lichtenberg er tilbagevendende gæstelærer på Billedskolen, og har i februar-marts cirkuleret på 12 hold med 12 forskellige farveøvelser, hvor af hvert hold har taget fat i 2-3 øvelser.

I kunstneriske praksisser er det ikke altid, at man ved hvorfor man gør, som man gør. Alligevel er der noget som virker næsten hver gang, og sansen for det vellykkede kan trænes og udvikles.

Anne-Mette Lichtenberg har siden hun var 21 år undervist i design og billedkunst, og har en lang række af uddannelser og ståsteder bag sig. Hun er blevet hevet i fra forskellige kunstneriske retninger, men man fornemmer, at hun altid har haft en hvilen i sig selv og hendes naive udtryk. Og så er der farverne. Da vi snakker om farver, bliver der tænkt tilbage et øjeblik, og et smil bryder frem – ja, hvad er det egentlig der gør dem så fantastiske?…

• Hvad er din kunstneriske baggrund? Og hvordan stiftede du bekendtskab med Billedskolen i Tvillingehallen?

”Puha, det er en lang historie!.. I sin tid har jeg gået på Skolen for Brugskunst, nu kendt som Designskolen. Der arbejdede jeg mest på den illustrative linje, og gik igennem hele den klassiske skoling og lærte at tegne efter model. Det med at have et personligt udtryk blev ikke vægtet særlig højt – man skulle illustrere efter en mere klassisk, naturalistisk åre. Sidenhen kom jeg til at undervise i 20 år på Designskolen og arbejdede for at gøre det anderledes.

Jeg tegnede altid ud fra hovedet – iagttog, tegnede og lavede alle mulige kreationer. Jeg fik efter uddannelsen arbejde som freelancer indenfor skolebogsillustrationer, fortegninger omkring biologi og geografi. Det var rigtig sjovt, jeg elsker at formidle igennem ord og billeder!

Så blev jeg højskolelærer og herigennem mødte jeg en elev fra USA som viste mig en ’rigtig’ kunstskole i Boston. Det blev til to år af den bedste tid – jeg blev undervist af nogle kompetente lærere og kunne også inspireres af hvordan de underviste. På en eller anden måde var det som at komme hjem, de var ligeså dejligt skøre, hvis ikke mere, som jeg selv.

Jeg havde selv stykket formidlingen sammen indtil da. I Boston var de så legende, alt var tilladt – det kunne jeg tage med hjem og sparke ind i undervisningen.

Da jeg kom hjem fra USA mødte jeg Billedskolen, dengang i Ryesgade, hvor jeg troppede op og blev vikar. Der kunne jeg mærke, at der var den samme ånd. Alt var tilladt, og jo mere fantasifuld du var til opgaverne jo bedre. Man deler sin største passion ved at tegne og ville det med kunsten – at dele det med kunsten i en undervisningssituation er meget værdifuldt.”

• Hvordan ser du din rolle som underviser og kunstner på samme tid? Kan man være bange for, at den kunstnerisk baggrund overskygger det pædagogiske?

”Jeg tror næsten, desværre, at det er omvendt – at man glemmer sine egne projekter og at få tid til dem. Hvis man ikke selv laver noget, kan man ikke udvikle sin undervisning. Og hvis man kun har lyst til at stå i et atelier med sit eget dropper man hurtigt ud af undervisningen. På mange måder er det et ’piece of art’ at undervise i kunsten. Jeg har koblet to karrierer, og prøver at være tro over for dem begge.

Men jeg kunne aldrig have undervist så sjovt og spændende, hvis ikke jeg selv var så optaget af kunsten! Man kan blive ved med at udvikle nye måder at undervise på.”

• Hvad betyder farver for dig, i dit virke?

”Svært spørgsmål. Ligesom en musiker hører lyde anderledes, ser jeg nok også farver lidt mere tydeligt. Man får i hvert fald skærpet sin sans, jeg bliver meget glad når jeg ser farver – det ville næsten være mærkeligt andet. Jeg har en kærlighed for den tegnede streg, men også farver. Langt hen af vejen er jeg jo tegner, men jeg kombinerer også tegninger og maleri i collager. Farver er bare skønne… Jeg har også en stor kærlighed til det sort-hvide udtryk, og det har opgaverne også fokuseret på – hvad det ene kan op mod det andet.”

• Hvordan sætter du rammer for opgaverne?

”Hvorfor ikke blande ting? Jeg har meget lyst til at stille ting sammen på nye måder for at skabe nye veje. Tit på mine hold sætter jeg begrænsninger på ting – nu må i kun male med den her. De skal lære at administrere de mange muligheder der er.

Jeg kommer til at trække det meget hen i; hvad skal det forestille, hvad vil du fortælle, hvad er der i motiverne…

Det sjove er, at tingene (undervisningen) hele tiden udvikler sig. Og de udvikler sig faktisk også parallelt med det jeg selv laver – det er faktisk sjovt at fortælle om, for nu bliver jeg selv klar over det.

Forløberen til farveøvelserne var ’vejrudsigt for blyant’, hvor man kun måtte bruge blyanter på 10 forskellige hold sidste år. Dette her har været sjovt, for jeg har virkelig skulle tvinge mig selv til at leve op til et præmis om at lave 12 forskellige øvelser, 12 forskellige indfaldsveje til at farvelægge, kombinere farver, farver uden form, bytte rundt og ovenpå…”

• Hvad er opgavernes mål? Hvad får eleverne af værktøjer efter dine timer? 

”Mange af de opgaver jeg finder på, kommer ud fra en ide om noget jeg selv har lyst til at lave, mere end hvad andre kunstnere har lavet. Men jeg har nogle kunstnere som jeg er meget inspireret af. Der er Poul Klee, som jeg elsker dybt ind i benene, for han forener det abstrakte med det figurative. Det vil jeg gerne åbne op for i opgaverne.

De skal få mod og være vedholdne. Jeg lavede en øvelse, hvor børnene skulle finde skøre navne til farver – og det gik de vildt op i! Det med at blande farver og øve farveblandinger var en opgave som var helt jordnær. Jeg ville gerne have dem til at lave sjov med at blande farver på nye måder, både ud fra fantasi men også næsten helt intellektuelt at forestille sig farver ud fra navne.

Noget af det jeg nok ikke er, er teknisk, på nogen leder og kanter! Mest af alt har jeg vist dem, at alt kan lade sig gøre, og at man kan lege, at man har et lille laboratorium.

Jeg plejer tit at stoppe op og sige – ej, prøv lige at se hvor sjovt det er, vi startede med den helt samme opgave, og nu er de helt forskellige! De skal bruge hinanden til at få inspiration og de skal hugge hinandens ideer.”

• Er der en øvelse du er særligt glad for, og kan fortælle om?

”En jeg skal lave i eftermiddag, er jeg ret glad for. Den er meget figurativ, og handler om, at de skal lave en figur på et stort ark og lave striber og tern over det hele! Det var det mellemste hold, men det kunne ligeså godt have været de små. Fokus var på linjen i stedet for at male et område. Og det at skulle male ovenpå, og at stille noget sammen for materialernes skyld.

De har skulle lave outlines, farvelægge og udtone. Og for første gang har jeg arbejdet med at det ikke skulle forstille noget, men at det nærmest bare var fingermaling – vådt i vådt og bare ud over det hele!

Den mest skøre jeg fandt på hed ’I paint – you faint’. Så skulle de male med solbriller på, male som om de var en vulkan, male som en professor som aldrig havde tegnet før. Det gik de helt vildt op i!”

• Har du lært noget af at undervise de forskellige elever om farver som du ikke havde forventet? Nye perspektiver og tanker du går fra med?

 ”Jeg har næsten aldrig undervist de helt små, og det er nogle sjove ting de finder på! De er sjove, åbne, skøre og tør så meget. Jeg har med årene jo undervist i de kreative processer, og de helt små har en tilgang til dem, ikke at overholde dem, men at have modet og tegne dejlig grimt med masser af fejl. Det bekræfter mig i mit eget billedudtryk, som er meget naivt og umiddelbart. Nogen synes næsten det er som børn ville tegne det, hvilket er et kæmpe kompliment, synes jeg.

Derudover skal jeg for guds skyld ikke kun få børnene til at tegne som mig selv, selvom eleverne altid vil være påvirket af de ting man som underviser har lavet.”

Ved at følge med på holdene under Anne-Mettes farveøvelser kan man fornemme, at kvaliteten ved tegneøvelserne ikke nødvendigvis defineres af det færdige produkt, men på processerne. Det finurlige i, at kunne skimte over de forskellige elevers tilgang til øvelserne, og blive overrasket over at kunne genkende den personlige stregs udvikling på et blomstrende stadie – eller at kunne spotte hvem der har siddet ved siden af hinanden. Farveøvelserne har skabt spas og løjer på holdene, og mens de faste lærere har fået lov til at trække sig tilbage, har Anne-Mette givet lov til kaos i orden og vådt i vådt. Eleverne har prøvet sig aktivt frem, for at lære hvordan en farveblanding eller et skørt mønster kan lykkes og skabe helhed i noget ellers abstrakt og udefinerbart.