Billedkunstens DagVi fejrer billedkunstfaget |
Billedkunstens dag er en tilbagevendende landsdækkende begivenhed, hvor der sættes spot på børn og unges arbejde med billedkunst.
Her åbner billedkunstlokalerne, rundt om i landet, døren for en mangfoldighed af billedkunstprojekter og aktiviteter, hvoraf flere vises i det offentlige rum.
Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst, Danmarks Billedkunstlærere og Vertikalt Samråd står bag Billedkunstens dag for børn og unge.
Målet med dagen er at skabe synlighed og opmærksomhed på billedkunstområdet.
https://youtu.be/j4upfJ5yj-8
Denne opgave er lavet i anledning af Billedkunstens Dag som i år er d. 16. marts. Her åbner billedkunstlokaler og billedværksteder i hele Danmark dørene, og viser lidt af alt det spændende børn og unge skaber, når de arbejde med billedkunst. På Billedskolen i Tvillingehallen har eleverne hver især tegnet en super-vitaminfigur, og alle figurerne er blevet sat sammen til en lille film.
Se også billederne herunder ;-)
Du kan også være med og lave din egen supervitamin-figur, måske sammen med din klasse og i kan sammen lave en flot baggrund, hvor i samler alle jeres supervitamin-figurer. I kan efterfølgende hænge supervitamin-verdenen op et sted på skolen, så andre også kan få øje på den.
Lad jer inspirere af formerne, overfladeren og farverne på forskellige frugter og grøntsager. Tegn dem som sjove figurer og giv dem liv og personlighed.
Måske er der inspiration at hente i dagens madkasse :-)
I skal bruge:
Karton – farvet/hvidt, papir, blyanter, lim og sakse. Farver – det kan være farveblyanter, tuscher, sprittuscher, flydende tusch eller hvad I nu har.
Vi håber, at I har lyst til at lege med!
Del endelig jeres super-vitamin-billeder på Instagram og facebook under: #billedkunstensdag
Supervitamin-hilsner – Billedskolen i Tvillingehallen
“Øjet er sjælens spejl”….eller det er noget af det første, vi lægger mærke til når vi møder et andet menneske. Og det er i hvert fald det vi bruger allermest, når vi laver billeder….
https://www.youtube.com/watch?v=HaRdXVIp5As
Her kan du se 105 øjne tegnet af Billedskolens elever.
Opgaven hér er lavet i anledning af “Billedkunstens Dag” d. 17. marts 2021. Her inviterede vi alle Billedskolens elever til hver især at at tegne et øje, hvorefter alle øjnene blev sat sammen til en lille animation. (link)
Du skal bruge:
Spejl
A4 papir
Blyant, spidser, viskelæder
Lineal
En passer eller en 12 cm bred skål/tallerken til at tegne en cirkel med (Har du ingen af delene tegner du cirklen så godt du kan efter målene beskrevet under billederne).
Evt. farveblyanter (hvis du vil farve din iris = øjenfarve, og evt. også huden omkring øjet).
SÅDAN GØR DU:
Du starter med at tegne en cirkel (12 cm) midt på papiret:
Med en skål: Sæt hjælpemærker 8,5 cm ind fra de to ender og 4,5 cm ind fra siderne.
Placér skålen mellem mærkerne og tegn en cirkel.
Med passer: Tegn to skrå hjælpestreger fra hjørne til hjørne. Sæt passerspidsen der hvor linjerne krydser hinanden og tegn en cirkel med radius 6 cm.
Nu har du tegnet ”ØJENÆBLET”.
Du skal nu tegne dit HØJRE ØJE med en BLØD SKITSESTREG.
1. Tegn to buede streger fra side til side på din cirkel. Læg mærke til buernes form.
2. Tegn IRIS (den runde, farvede cirkel i dit øje).
Læg mærke til hvor meget af iris du kan se (hvis man er træt er det f.eks. ikke så meget).
3. Tegn PUPILEN (den runde mørke plet lige midt i øjet).
Læg mærke til Pupillens størrelse. Hvis det er mørkt er pupillen stor (så meget lys kan slippe ind).
4. Tegn dit øjenlåg (øverst) og ”vindueskarm” (kanten under øjet).
Læg mærk til øjenlågets form.
5. Tegn øjenvipper og øjenbryn og visk hjælpestregerne ud.
Hvilken form har øjenbrynet ? Hvor langt er der mellem øje og øjenbryn ?
6. Læg skygger på og evt. farve på iris (din øjenfarve).
Læg mærke til hvor der er mørkest og hvor der kun skal lægges en lys skygge på.
Er der lyspletter i øjet skal de være helt hvide. Du kan også farvelægge huden, bare sørg for at blyantsstregen tydeligt ses.
TIL SIDST:
Tag et tydeligt billede (lige på og med godt lys) og sendt det til din lærer på mail/sms.
INSPIRATION:
På Billedskolen i Tvillingehallen har eleverne på en række af skolens 40 billedskolehold, arbejdet med at skabe farverige og fantasifulde blade og vækster til den fælles installation i den smukke trappeopgang i Hans Nansens Gård.
Ide og udstillingskoncept:
Undervisere fra Billedskolen i Tvillingehallen -Mim Birk, Mette Ussing og Annemarie Fiig.
I år til Billedkunstens dag den 13. marts, har mere end 100 elever fra Billedskolen i Tvillingehallen arbejdet med tegning af objekter.
Eleverne har fået til opgave at vælge en ting på Billedskolen, som de så har tegnet, så den ser tredimensionel ud. De har skulle bruge en så stor variation af gråtoner som muligt, fra helt lyst til helt mørkt. Derefter har de tegnet genstandens omrids med blyant på et ark sort papir, hvor de så har klippet silhuetten ud. Alle tegningerne er sammen med silhuetterne af de tegnede genstande, udstillet som et samlet værk, monteres på ydersiderne af en kæmpe kube.
Kuben var udstillet i DGI-byens foyer fra den 13. marts til den 10 maj 2019.
I år arbejder i alt 150 elever fra Billedskolen med udgangspunkt i et helt enkelt koncept: en træklods, nogle pinde, maling og plads til et udsagn!
Det er der kommet en gruppe af interessante, sjove og farverige figurer ud af.
På Billedkunstens Dag udstilles figurerne på Vesterbro bibliotek, for senere at indgå i Billedskolens forårsudstilling, hvor temaet er At mødes – i verden.
I år fejrer Billedskolen i Tvillingehallen Billedkunstens dag i samarbejde med Københavns Hovedbibliotek ved at ”befolke” foyeren på Hovedbiblioteket med kravleværker (a la kravlenisser, men uden nisser!)
Den velkendte kravlenisse (i øvrigt en 70 år gammel, dansk opfindelse), hvor figuren står frit ved hjælp af en flap, der bøjes om bag figuren, er udgangspunktet.
Idéen for en række af Billedskolens fritidshold har dermed været at lave en nogle kravleværker, der skal kunne bebo bibliotekets bogreoler, brede sig på bordene, ligge på lamperne, hænge fra håndtag og kravle på kartotekskasserne.
De fleste af værkerne refererer til litteraturen, til bøgernes verden og til stedet. Vi møder både Harry Potter, Tintin, H.C. Andersen, såvel som bogorme, bogsnegle! og læselæste.
Kravleværkerne vil være at finde blandt bøgerne fra den 15.-18. marts
Billedkunstens Dag – 16. marts 2016
I år fejrede Billedskolen Billedkunstens dag med en flot parade, og efterfølgende en udstilling i DGI-byen.
Eleverne promenerede i samlet optog, hvor de hver især bar et “sandwich-skilt”, som de selv havde dekoreret.
Ved ankomsten til DGI-byen blev de forskellige skilte skal sat sammen, så de danner en samlet skulptur a la Charles og Ray Eames “House of Cards” i stor målestok.
Skiltene skal forestille mad. Det kan være alt mellem himmel og jord, en rullepølsemad med sky, en pizza-slice, et veldækket bord eller en flot anrettet fødselsdags-morgenbakke.
Tanken bag dette tema er, at alle forholder sig til mad, endda flere gange om dagen.
Mad er i høj grad en kulturbærer. Mad fortæller historier.
Noget mad er smukt, noget stærkt, sødt, varmt eller fremmedartet. Noget vækker minder, andet kvalme eller undren (“kan man virkelig spise dét?”).
Mad er materiale. På manger punkter minder madlavning og billedkunst om hinanden.
De gode kokke gør sig mange af de samme overvejelser, som gode billedkunstnere, med hensyn til bl.a. farver, komposition, kontraster (både i smag og farve), hvordan man bedst præsenterer maden/kunsten, hvordan man får flere sanser i spil på samme tid, etc.
Billedskolen i Tvillingehallen er Københavns Kommunes Billedskole for børn og unge og hører under Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Billedskolen tilbyder en lang række aktiviteter for børn & unge i Københavns Kommune.
Billedskolen er også et inspirationssted og videncenter for lærere og andre, der er interesserede i en levende udvikling af børnekulturen.
Hvis du har spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte os.
Hvis du arbejder på Billedskolen kan du redigere hjemmesiden.