Følelser og temperament i kunstenEt tegne og maleprojekt |
I dette projekt skal eleverne arbejde med, hvordan følelser og temperament kan udtrykkes i billedkunsten.
I projektet ser vi på værker fra kunsthistorien med vægt på Edvard Munch, Vincent van Gogh og Paul Gauguin. Der fokuseres på billedernes tema, kolorit og komposition. Ligeledes lyttes der til musik komponeret i perioden.
Læringsperspektiver:
Det endelige værk er en akvarel i stort format, hvor elevens fortælling bliver illustreret i ord og billede.
2. a Rådmandsgade Skole, 2. kl. Gerbrandskolen, 3.v Rødkilde Skole
Uge 11, 12 eller 13 - 2017. Mandag, tirsdag og onsdag kl. 9 - 13.
Billedskolen i Tvillingehallen
Som forberedelse til projektet skal hver elev skrive en tekst på ca. 4 – 5 linjer om en oplevelse, der har gjort stort indtryk. Teksterne medbringes til Billedskolen.
Læs mere om Tidligere billedprojekter 2017
1.dag – Kolorit, stemning og farvelære
Gennemgang af værker af Edvard Munch og Vincent van Gogh, hvor der var fokus på tidens temaer, symboler, malemåde og især kolorit. Som kontrast blev der også vist værker af Turner, L.A. Ring og et af van Goghs tidligere værker for at vise det store spring der skete i perioden ca 1880 mht. koloritten. Der blev lyttet til musik fra før perioden – Chopin, selve perioden – Grieg og Rachmaninov og efter perioden – Shostakovich for igen at synliggøre perioden men med øret.
“Farvelære og skitsebogen”. Gennemgang af farver: Grund og komplementærfarver, varme og kolde farver, jordfarver, dækkende og transperante farver. Hver elev fik til opgave at male og blande forskellige 4 gule, røde, blå, orange, grønne, violette og 5 jordfarver i deres skitsebog.
“Et hus i glæde”. Hver elev tegnede i skitsebogen ud fra tema med farveblyanter i en grund og komplementærfarve, hvor også symboler var i spil.
“Tegn din sidemand”. Gennemgang af kroppens opbygning og hvordan kroppen i forskellige stillinger udtrykker følelser. Hver elev skulle vælge en følelse og sidemanden skulle med kroppen udtrykke den følelse og tegne “modellen” med farveblyanter i en kold og varm farve. Eleverne udførte opgaven på skift.
2. dag – Billedkomposition og skitse til det store billede
“Gennemgang af billedkomposition”. Hvad består et billede af? Hvem er der? (figurer), Hvad sker der? og hvor sker det? (rummet) og symboler for dag og nat m.m. Der blev bl.a. vist skitser af Munch.
“Skib i stormvejr”. (temaet var forskelligt fra klasse til klasse) Gennemgang af akvarelfarveblyanter og laveringsteknikker samt at tegne med flere blyanter ad gangen. På akvarelpapir tegnede hver elev med akvarelfarveblyanter situationen og derefter blev stregerne laveret. Koloritten skulle understrege stemning.
“Fra tændstikmand til menneske”. Gennemgang af kroppens opdeling og opbygning og hvordan en tændstikmand kan komme til at ligne et menneske ud fra en “forvandlingstegning”. Et redskab når der skal tegnes stort. To klasser fik den opgave.
“Skitse til det store billede”. Ud fra elevernes medbragte fortællinger blev der gennemgang af deres indhold og hvordan fortællingerne kunne omsættes til billeder, hvor deres tekst også skulle indgå evt. som kalligram. Hver elev udførte en skitse på helt opslag i skitsebogen (A3), for også at øve sig i at kunne tegne stort.
3. dag – det store billede og kolorit
Gennemgang af elevernes skitser, hvilken kolorit, der passede til deres fortællinger, typografi og hvordan man overførte en mindre tegning til en større. Eleverne udførte det store billede på akvarelpapir i fransk format 61 cm x 50 cm med akvarel, dækfarver til de store flader og farveblyanter.
Projektet blev afsluttet med billedsamtale, fremvisning af alle billeder og evaluering.
Mange mange tak for et lærerigt og inspirerende billedprojekt (Følelser og temperament i kunsten) hos Inger og Bolette i uge 11.
Vi (2.A og lærere) oplevede et grundigt struktureret forløb med højt fagligt niveau.
Selvom niveauet var højt, blev eleverne informeret om temaer og emner i ”sproglig børnehøjde”, som gjorde at de forstod opgaverne og kunne løse dem, hvilket gav dem en succesoplevelse. Eleverne var meget optagede af projektet og glædede sig hver dag til at komme ud på Billedskolen.
Det var en sund træthed vi havde i kroppen, da vi tog hjem onsdag eftermiddag efter tre dage, der fløj afsted.
I har nogle skønne og kreative lokaler og ikke mindst materialer i Billedskolen, vi nød meget at arbejde i og med dem.
Billedskolen i Tvillingehallen er Københavns Kommunes Billedskole for børn og unge og hører under Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Billedskolen tilbyder en lang række aktiviteter for børn & unge i Københavns Kommune.
Billedskolen er også et inspirationssted og videncenter for lærere og andre, der er interesserede i en levende udvikling af børnekulturen.
Hvis du har spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte os.
Hvis du arbejder på Billedskolen kan du redigere hjemmesiden.